Der findes ingen nodeskrift for dans. Ingen partiturer, ingen optagelser før slutningen af 1800-tallet, og næsten ingen beskrivelser skrevet af dem, der selv dansede. Alt, hvad vi ved om mavedansens tidlige historie, er derfor filtreret gennem rejsende, malere, embedsmænd og senere impresarier, som havde deres egne grunde til at beskrive det, de så, på en bestemt måde.
Det er værd at have med, før man læser videre. Store dele af den historie, der bliver fortalt om mavedans, stammer ikke fra arkiver, men fra 1970'ernes vestlige dansemiljø, hvor man havde brug for en fortælling, der var ældre og finere end natklubben. Nogle af de fortællinger er sandsynlige. Andre er opfundet i god tro. Vi skiller dem ad undervejs.
Hvad kilderne kan og ikke kan
De ældste håndfaste vidnesbyrd om professionelle dansere i Egypten og Levanten er skriftlige og stammer fra middelalderen og fremefter: rejseberetninger, retsdokumenter, skattelister over underholdere, og fra 1700-tallet europæiske dagbøger. Billedkunst hjælper kun delvist, fordi europæiske orientmalere fra 1800-tallet i vid udstrækning malede en fantasi, ikke en observation.
Til gengæld er der bred enighed om ét strukturelt træk: den dans, vi taler om, har altid haft to lag på samme tid. Et socialt lag, hvor familie og venner danser til fester, bryllupper og mærkedage, og et professionelt lag, hvor betalte underholdere optræder. De to lag låner fra hinanden, men de har aldrig haft samme status.
Fire ord, der går igen
- Raqs betyder ganske enkelt dans på arabisk.
- Ghawazi (ental ghaziya) var professionelle dansere i Egypten, ofte omtalt som en gruppe med egne slægtstraditioner.
- Awalim (ental almah) var uddannede kvindelige underholdere, som først og fremmest sang og reciterede, og som havde højere status end ghawaziene.
- Köçek og çengi var mandlige og kvindelige dansere i det osmanniske rige, hvor dans i høj grad var et professionelt fag.
Rødderne: fest, fag og forbud
I 1700- og 1800-tallets Egypten var dans et erhverv med en klar hierarkisk orden. Awalim optrådte for kvinder i private hjem og var respekterede kunstnere. Ghawaziene dansede på gaden, på markeder og til folkelige fester, og de blev regnet for lavere placeret, blandt andet fordi de optrådte for mænd i det offentlige rum.
I 1834 udstedte myndighederne i Kairo et forbud mod offentlig kvindelig dans i byen. Danserne blev henvist til Øvre Egypten, hvor særligt byerne Esna og Qena blev centre for miljøet i de følgende årtier. Forbuddet blev lempet igen omkring midten af århundredet. Episoden er værd at kende af to grunde: den viser, at dansen har været omstridt i sit eget hjemland længe før Vesten blandede sig, og den forklarer, hvorfor så mange europæiske rejsende netop mødte dansere i Sydegypten.
Dansen har aldrig været én ting. Den har været en fest, et fag og et problem på samme tid, alt efter hvem der kiggede.
Europa opfinder ordet »mavedans«
Det danske ord er en oversættelse af fransk danse du ventre, som var i brug i europæiske kredse allerede i midten af 1800-tallet. Det slog for alvor igennem med verdensudstillingerne. På udstillingen i Paris i 1889 kunne publikum besøge en opbygget kairogade, og på den store udstilling i Chicago i 1893 lå den tilsvarende attraktion på forlystelsesstrøget Midway Plaisance.
Den amerikanske arrangør bag Chicago-afdelingen hævdede senere selv at have opfundet betegnelsen belly dance. Det er sandsynligvis en overdrivelse, eftersom den franske vending var ældre, men han var utvivlsomt med til at gøre den til en publikumsmagnet. Fra det øjeblik havde dansen et engelsk og et dansk navn, som ingen af dens udøvere havde valgt.
Prisen for opmærksomheden var høj. Fra 1890'erne og frem blev dansen i Vesten pakket ind i et sæt forestillinger om harem, slørede kvinder og sanselig Orient, som havde langt mere med europæisk fantasi at gøre end med Kairo. Den bagage hænger stadig ved, og det er den, mange danske undervisere forsøger at ryste af sig ved at kalde faget orientalsk dans i stedet for mavedans.
Kairo 1920 til 1960: scenen, kostumet og filmen
Den form, folk i dag genkender som mavedans, blev formet i egyptiske natklubber i mellemkrigstiden. Den mest indflydelsesrige figur er den libanesisk fødte Badia Masabni, som fra midten af 1920'erne drev et af Kairos største underholdningsetablissementer og systematisk byggede dansen om til et sceneudtryk.
Fire ting ændrede sig i den proces, og alle fire kan man stadig se på en scene i Danmark:
- Gulvet blev større. Danseren begyndte at bevæge sig gennem rummet i stedet for at danse på stedet, som man gør i en stue.
- Armene blev en del af udtrykket. Store, forlængede armlinjer kom ind, blandt andet under indflydelse fra ballet og fra amerikansk revy.
- Kostumet blev todelt. Den glimtende bedlah med bh, bælte og nederdel er en opfindelse fra denne periode, formet lige så meget af Hollywoods orientfantasier som af egyptisk tradition. Mere om delene i kostumeguiden.
- Sløret kom til. Indtoget med et stort slør, som mange i dag tager for ældgammelt, hører til samme scenetradition og er altså under hundrede år gammelt.
Fra 1940'erne til 1960'erne bar den egyptiske filmindustri formen ud til hele den arabisktalende verden. Dansescener var et fast element i musicalfilmene, og de gjorde nogle dansere til stjerner på linje med skuespillere. Det er også i denne periode, det musikalske repertoire bliver formet af komponister som Mohamed Abdel Wahab og senere Baligh Hamdi, hvis værker stadig lyder på danske hold. Der er mere om det i guiden til musik og rytmer.
1970'erne: Vesten genopfinder dansen
I USA voksede der fra slutningen af 1960'erne et selvstændigt miljø frem, som blandede egyptiske og tyrkiske forlæg med amerikansk klubkultur. Det er her, formatet »american cabaret« opstår, med den faste rækkefølge af indtog, slør, gulvarbejde og tromme-solo.
Sidst i 1960'erne begyndte en gruppe i Californien at optræde med et folkloreinspireret gruppeudtryk ved renæssancemarkeder, og den linje førte i 1987 til grundlæggelsen af en gruppe i San Francisco, som formulerede det, der blev kendt som American Tribal Style: et system af aftalte signaler, så en gruppe kan improvisere sammen uden koreografi. I slutningen af 1990'erne voksede tribal fusion ud af samme miljø, med langsommere tempo, mere popping og en tydelig indflydelse fra moderne dans.
Et detaljepunkt, der siger noget om feltets selvforståelse: omkring 2019 skiftede den oprindelige gruppe selv navn på stilarten og gik væk fra ordet »tribal«, fordi begrebet blev opfattet som problematisk. Store dele af miljøet fulgte efter. Man ser stadig begge betegnelser i danske holdbeskrivelser.
Hvordan dansen kom til Danmark
Der findes ikke nogen samlet dansk historieskrivning om emnet, og vi skal derfor være forsigtige. Det, man med rimelighed kan sige, er, at mavedans dukker op i Danmark i kølvandet på den internationale bølge fra 1970'erne, først som kursusfag i aftenskoleregi og i mindre private studier, senere også som optrædensform ved fester og kulturarrangementer.
Aftenskolen har haft en større betydning herhjemme end i mange andre lande. Fordi folkeoplysningsloven giver kommunerne mulighed for at støtte undervisning for voksne, har mavedans i Danmark i høj grad levet som et sæsonhold en gang om ugen og ikke som et professionelt uddannelsesforløb. Det forklarer to ting: at prisniveauet er lavt sammenlignet med private dansestudier, og at mange danske hold hedder orientalsk dans, fordi betegnelsen fungerer bedre i et kursuskatalog.
Vil du vide, hvordan landskabet ser ud nu, gennemgår vi holdtyper, sæsonrytme og prisniveauer i oversigten over undervisning i Danmark.
Fem sejlivede myter
»Mavedans er 6.000 år gammel«
Der findes ingen dokumentation for en ubrudt linje fra oldtiden til i dag. Der er afbildninger af dansende kvinder i oldtidens Egypten, men vi kan ikke vide, hvordan de bevægede sig, hvilken musik de dansede til, eller om der overhovedet er nogen forbindelse til det, der danses nu. Påstanden opstod i vestlig danselitteratur i 1970'erne.
»Dansen var oprindeligt en fødselsforberedelse«
En meget udbredt fortælling, som ikke lader sig belægge historisk. Bækkenbevægelser kan udmærket føles gavnlige, og enkelte moderne jordemodermiljøer bruger lignende øvelser, men det er en nutidig anvendelse, ikke en dokumenteret oprindelse.
»Dansen kommer fra haremmet«
Haremmet var den private, kvindelige del af et hus, ikke et underholdningssted. De professionelle dansere, kilderne beskriver, optrådte netop offentligt: på gader, markeder, i caféer og senere i natklubber. Haremsbilledet er europæisk 1800-talsfantasi.
»Det todelte kostume er traditionelt«
Bedlah er formet i egyptiske natklubber i 1920'erne og 1930'erne. Den folkelige dans blev og bliver danset i almindeligt tøj eller i en lang kjole. Faktisk stiller egyptiske myndigheder i perioder krav om, at maven skal være dækket ved offentlig optræden.
»Mavedans er en form for striptease«
Nej. Det er en dansekunst med et teknisk repertoire, en musikalsk tradition og en undervisningspraksis. Forvekslingen stammer fra den måde, dansen blev markedsført på i Vesten fra 1890'erne og frem, og den er stadig grunden til, at en del undervisere insisterer på betegnelsen orientalsk dans.
Om denne side
Mavedanseren.dk er en redaktionel guide. Vi underviser ikke, optræder ikke og formidler ingen bookinger, og vi henviser ikke til bestemte dansere eller bureauer. Læs mere om siden.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor kommer mavedans oprindeligt fra?
Fra det østlige Middelhavsområde, Egypten og Levanten, hvor der findes skriftlige vidnesbyrd om professionelle dansere flere hundrede år tilbage. Den scenedans, vi kender i dag, blev derimod formet i Kairos natklubber i 1920'erne og 1930'erne og spredt med den egyptiske filmindustri.
Hvorfor hedder det mavedans, når maven ikke gør så meget?
Fordi navnet er givet udefra. Det er en oversættelse af fransk danse du ventre, brugt af europæiske rejsende og siden af udstillingsarrangører i 1889 og 1893. På arabisk hedder scenedansen raqs sharqi, altså østlig dans, og den folkelige variant raqs baladi.
Hvem var Badia Masabni?
En libanesisk født impresario, som fra 1920'erne drev et af Kairos førende underholdningssteder. Hun regnes for den enkeltperson, der mest systematisk gjorde dansen til sceneform: større brug af gulvet, udviklede armlinjer, orkester og det todelte kostume.
Er tribal fusion også mavedans?
Den bygger på samme isolationsteknik, men er en vestlig nyskabelse fra 1990'erne med sin egen æstetik og sit eget musikvalg. Mange i miljøet regner den som en beslægtet gren snarere end som en undergren, og der er ingen fast praksis for, hvordan man kategoriserer den.
Hvornår kom mavedans til Danmark?
Der findes ingen samlet dansk kortlægning, men alt peger på 1970'erne og 1980'erne, i forlængelse af den internationale bølge. Aftenskolen blev den vigtigste kanal, og det er stadig i aftenskole- og foreningsregi, de fleste danske hold ligger.