Mavedans er den danske samlebetegnelse for en gruppe beslægtede dansestilarter fra Mellemøsten, Nordafrika og det østlige Middelhavsområde. Det, der binder dem sammen, er ikke et bestemt trin eller en bestemt musik, men et princip: bevægelsen udgår fra kroppens midte, fra hofter, bækken og rygsøjle, i stedet for fra fødderne, som i de fleste europæiske dansetraditioner.
Det lyder enkelt, og det er præcis derfor dansen er svær. Hvor en vals kan læres ved at flytte fødderne rigtigt, kræver mavedans, at man kan holde næsten hele kroppen i ro, mens et enkelt led arbejder. Skuldrene skal blive, hvor de er, når hoften løftes. Brystkassen skal blive, hvor den er, når bækkenet cirkler. Den evne kaldes isolation, og den er både dansens grundsten og den barriere, de fleste begyndere bruger et par måneder på.
Denne guide gennemgår, hvad ordet dækker, hvordan bevægelserne er bygget op, hvilke stilarter der findes, hvad musikken gør ved dansen, og hvordan mavedans ser ud i Danmark i dag.
Ordet, og hvorfor det driller
»Mavedans« er en oversættelse af det franske danse du ventre, som europæiske rejsende og udstillingsarrangører brugte i slutningen af 1800-tallet om de dansere, de mødte i Nordafrika og Egypten. Betegnelsen har hængt ved lige siden, men den er ikke særlig præcis. Maven er nemlig sjældent det sted, hvor det væsentlige sker.
På arabisk hedder scenedansen raqs sharqi, ordret »østlig dans«, mens den folkelige, selskabelige variant kaldes raqs baladi, »dans fra landet« eller »hjemlig dans«. Ingen af dem nævner maven. På dansk bruges mavedans og orientalsk dans i praksis om det samme, men mange undervisere foretrækker det sidste, fordi det ikke reducerer dansen til én kropsdel og ikke trækker de samme forestillinger med sig.
Vi bruger begge ord her på siden. Mavedans er det ord, folk søger efter og siger til hverdag, og orientalsk dans er det, der oftest står på holdplanen.
Maven er ikke motoren. Den er bare det sted, tilskueren kigger hen, fordi kostumet er skåret sådan.
Sådan er bevægelserne bygget op
Hele repertoiret kan groft deles i tre familier, og næsten alt, hvad man ser på en scene, er en variation eller en kombination af dem.
1. De skarpe bevægelser
Hoftedrop, hofteløft, hofteslag. Bevægelser med en tydelig begyndelse og en tydelig ende, som markerer musikkens accenter. De laves med en kort muskelspænding og slippes igen. Skarpe bevægelser er dansens konsonanter.
2. De bløde bevægelser
Hoftecirkler, ottetaller, kropsbølger, slangearme. Bevægelser uden pause, hvor kroppen glider fra én position til den næste. De følger melodien i stedet for slaget og er dansens vokaler. Ottetallet, hvor hoften tegner et liggende eller stående ottetal i luften, er nok den mest genkendelige bevægelse i hele feltet.
3. Rystelserne
Shimmy er samlebetegnelsen for de hurtige vibrationer, der skabes af skiftevis afspænding i knæ eller hofte. Den kan lægges oven på næsten alt andet, også mens danseren går, drejer eller står stille, og den er grunden til, at et møntbælte overhovedet giver mening.
De seks, man starter med
- Hoftedrop, hoften skydes nedad i ét markeret slag.
- Hofteløft, den modsatte bevægelse, opad fra siden af bækkenet.
- Hoftecirkel, en jævn cirkel i vandret plan, samme fart hele vejen rundt.
- Ottetal, to cirkler bundet sammen, enten liggende eller stående.
- Shimmy, den vedvarende rystelse fra knæ eller hofte.
- Kropsbølge, en bølge der løber gennem rygsøjlen ovenfra og ned eller omvendt.
Alle seks er gennemgået trin for trin i begynderguiden.
Fødderne gør sjældent noget spektakulært. De går, de drejer, de flytter danseren rundt på gulvet, og de bærer vægten, så bækkenet kan arbejde frit. Armene rammer billedet ind: de peger, åbner, lukker og forlænger linjerne, men de fører aldrig an. Når en optræden virker rodet, er det oftest, fordi armene har taget over.
De vigtigste stilarter
At sige »mavedans« er lidt som at sige »folkemusik«. Ordet dækker over adskillige traditioner med hver deres musik, kropsholdning og sammenhæng.
| Stilart | Kendetegn | Hvor den høres |
|---|---|---|
| Raqs sharqi | Scenedansen. Store armlinjer, brug af hele gulvet, opbygget koreografi, ofte orkestermusik. | Shows, restauranter, konkurrencer |
| Baladi | Jordnær og indadvendt. Små bevægelser, tung tyngde, ofte improviseret i samtale med musikeren. | Fester, sociale sammenhænge |
| Saidi | Fra Øvre Egypten. Rytmisk, hoppende, danses ofte med stok, den såkaldte assaya. | Folkloreindslag, gruppedans |
| Khaleegi | Fra Golfen. Bevægelsen ligger i skuldre, hår og en vid kjole, thobe nashal, mere end i hoften. | Kvindefester, folkloreprogrammer |
| Tribal fusion | Vestlig nyskabelse fra 1990'erne. Orientalsk isolationsteknik blandet med flamenco, popping og moderne dans. | Festivaler, gruppeoptræden |
De færreste danser kun én af dem. Et typisk dansk hold arbejder med raqs sharqi som teknisk grundlag og henter enkelte sæsoner ind i baladi, saidi eller sløret. Stilartsoversigten går mere i dybden med begreberne.
Musikken bestemmer dansen
Man kan ikke lære mavedans uden at lære musikken. Rytmerne er ikke baggrund, de er partitur: hvert slag har en plads i kroppen, og en danser, der kender rytmen, ved på forhånd, hvor accenten falder.
Grundrytmen i det meste orientalske dansemusik er maqsoum i fire fjerdedele, bygget op omkring de to trommeslag, der på arabisk kaldes dum (den dybe) og tak (den lyse). Derudover møder man baladi, tungere og med to dybe slag i starten, saidi, der bytter om på slagene og giver en hoppende fornemmelse, og chiftetelli, en langsom, otte-taktet rytme, der bruges til de bløde, udstrakte passager.
Instrumenterne, man skal kunne høre, er darbukaen (også kaldet tabla), oud, ney, qanun og riq. Der er mere om det i guiden til musik og rytmer.
Kostumet, og hvornår det bliver nødvendigt
Det glimtende todelte kostume, som de fleste forbinder med mavedans, hedder bedlah og er en forholdsvis ny opfindelse: det opstod i egyptiske natklubber i mellemkrigstiden, blandt andet under påvirkning fra Hollywoods forestillinger om Orienten. Den folkelige baladi blev og bliver stadig danset i en lang, enkel kjole.
Til træning har man ikke brug for noget af det. Tætsiddende tøj, så underviseren kan se hofterne, bare fødder eller bløde dansesko, og eventuelt et tørklæde med mønter bundet om hofterne, så man kan høre sin egen bevægelse. Først når man skal optræde, bliver kostumet et spørgsmål. Kostumeguiden gennemgår delene og prisniveauerne, og udstyrsguiden tager slør, fingercymbler, vinger og stok.
Mavedans i Danmark
Herhjemme lever dansen tre steder på samme tid. Den findes som motionsform på aftenskoler og i danseforeninger, hvor holdene ofte hedder orientalsk dans og tiltrækker et bredt aldersspænd. Den findes som sceneform hos et mindre miljø af professionelle og semiprofessionelle dansere, der optræder til fester, festivaler og kulturarrangementer. Og den findes som festindslag, hvor en danser hyres til et bryllup, en polterabend eller en firmafest.
De tre verdener overlapper, men de stiller forskellige krav. Hvis dit ærinde er at komme i gang selv, peger vejen mod begynderguiden og oversigten over hold og undervisning. Hvis dit ærinde er en fest, er bookingguiden stedet at starte.
Om denne side
Mavedanseren.dk er en redaktionel guide. Vi underviser ikke, optræder ikke og formidler ingen bookinger, og vi fremhæver ikke bestemte dansere eller skoler ved navn. Læs mere om siden.
Ofte stillede spørgsmål
Er mavedans og orientalsk dans det samme?
I daglig tale, ja. Orientalsk dans er den bredere og mere neutrale betegnelse og bruges oftest i holdbeskrivelser og i undervisningsmiljøet, mens mavedans er det ord, folk siger til hverdag. Nogle undervisere skelner og bruger orientalsk dans om hele feltet og mavedans om scenevarianten raqs sharqi.
Skal man være smidig for at begynde?
Nej. Bevægelserne er små og trænes isoleret, og der indgår hverken spagater, kast eller store udspring. Bevægelighed i ryg og hofter kommer med tiden som resultat af træningen, ikke som en forudsætning for den.
Hvor lang tid tager det at lære grundbevægelserne?
De fleste kan udføre en genkendelig hoftecirkel og et hoftedrop efter en enkelt undervisningsgang. At kunne holde resten af kroppen stille imens, og at kunne skifte mellem bevægelserne i takt til musik, tager typisk en sæson på tre til fire måneder med ugentlig træning.
Kan mænd danse mavedans?
Ja. Der findes mandlige dansere i både Egypten, Tyrkiet og Europa, og flere kendte undervisere i feltet er mænd. Herhjemme er holdene dog i praksis overvejende kvindelige, og enkelte hold er udtrykkeligt forbeholdt kvinder.
Er der en aldersgrænse?
Nej. Det er en af de dansearter, hvor deltagerne spænder bredest i alder, netop fordi belastningen er lav og bevægelserne kan skaleres. Har du ryg-, knæ- eller bækkenproblemer, er det dog værd at nævne det for underviseren fra starten.